Mit navn er Camilla, og jeg har en kandidatgrad i International Politics and Governance fra Roskilde Universitet. Under min uddannelse har jeg specialiseret mig i projektarbejde, research og analyse, især med fokus på transnational organiseret kriminalitet i Europa, særligt inden for menneskehandel.

Jeg er engageret i EXIST’s arbejde, da menneskehandel er en alvorlig form for organiseret kriminalitet, der krænker grundlæggende menneskerettigheder og udnytter sårbare individer. For mig er arbejdet med at identificere og bekæmpe menneskehandel en mulighed for at gøre en reel forskel – at beskytte og give en stemme til de sårbare, holde gerningsmænd ansvarlige og udfordre de strukturer, der muliggør udnyttelse. Det handler for mig om at stå på den rette side i kampen for retfærdighed og medmenneskelighed.

Gennem min studietid har jeg arbejdet med økonomisk kriminalitet hos Politiet og tilbragt et år som praktikant hos AP Phoenix, Europols team for menneskehandel.

I forbindelse med min virksomhedspraktik hos EXIST skal jeg udføre Open Source Intelligence (OSINT) til analyse af annoncering af nigerianske kvinder i prostitutionsmiljøet i Danmark. Dette indebærer at undersøge offentligt tilgængelige kilder som websites, sociale medier eller andre platforme for at kortlægge mønstre og metoder, der bruges til at promovere prostitution af nigerianske kvinder. Derudover vil jeg udføre research af nigerianske kriminelle grupper med relation til menneskehandel i Europa, herunder de fremgangsmåder og metoder, de anvender til at rekruttere, transportere og udnytte ofre.