”Hvert år i oktober måned kommer de første julereklamer. Bunkevis af tilbud som skal overtale os til at bruge vores penge på alt muligt. Ting til manden og kvinden der har alt. Mere nyt legetøj til børnene. Pynt, gran og glimmer. Ja det en kliché, men julen er blevet en kapitalistisk forbrugsfest.
Med alderen er jeg blevet mere ligeglad med at få ting jeg selv kan gå ud og købe.
Til gengæld er jeg vild med at give. At give en gave, tid eller penge til nogen, som ikke kan gengælde det eller som virkelig har brug for det, det giver mening! At gøre en forskel og vide at min gave kan forandre et menneskes liv er en dejlig fornemmelse.

Jeg har i mange år drømt om at dykke ned i mine nigerianske aner og gennem kunsten, skabe bro mellem de to kulturer, jeg er en del af. I februar 2025 bliver den drøm virkeliggjort og i skrivende stund arbejder jeg på en række værker, som skal udstilles i Nigerias hovedstad Abuja. Allerede for 3 år siden havde jeg en snak med Karin Kjærgaard om at bruge sådan en udstilling til også at sætte fokus på indsatsen mod menneskehandel. Både med info og som sponsor for EXIST ved overskud fra salg fra denne udstilling. Overskriften på udstillingen og projektet er “Humans Out Of The Box” – hvor der er fokus på det almindelige menneske, med ideer, drømme og håb. Den titel rammer godt ned i det fantastiske arbejde EXIST og MeCaht, gør både i Danmark og Nigeria.

Projektet og udstillingen har allerede fundet vej ind hos forskellige organisationer og politiske aktører. Bl.a. har jeg i mit studie i København haft repræsentanter fra EXIST, MeCaht og den danske ambassadør i Nigeria Jens Ole Bach Hansen på besøg. Og det glæder mig utroligt meget at mærke den store interesse og opbakning der allerede er til dette kunstprojekt.

Faktisk glæder jeg mig, som et lille barn til juleaften, til at komme til Nigeria. Vise mine værker frem og være med til at styrke det meningsfulde arbejde EXIST gør. Det er jul for mig”.

Benjamin Abana F. 1982 Kendt fra og vinder af Danmarks bedste portrætmaler sæson 3.

Nummererede og signerede tryk kan stadig købes på hans hjemmeside benjaminabana.myshopify.com. 50% af overskuddet går til at støtte EXISTs arbejde mod menneskehandel.