H.M. Dronningen besøgte i juli måned Greater Love Lighthouse i Nigeria. Arrangementet var faciliteret af Det Danske Kongehus i samarbejde med den Danske Ambassade i Nigeria.
I starten af juli besøgte H.M. Dronning Mary og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund MeCAHTs safehouse i Abuja, Nigeria. Besøget fandt sted som led i Dronningens officielle rejse til Nigeria, hvor hun blandt andet satte fokus på sundhed, iværksætteri og sociale udfordringer.
På safehouset mødte Dronningen 16-årige Sunshine, som har boet der i to år. Hun blev handlet som 11-årig – af sin egen onkel, med faderens viden. I dag er hun i gang med en frisøruddannelse og drømmer om at blive rollemodel for andre unge kvinder i samme situation. “Her kan jeg, hvad jeg vil, og jeg får en uddannelse, så jeg kan blive integreret i samfundet,” fortalte hun Dronningen under det rørende møde.
Dronning Mary udtrykte stor respekt for Sunshines mod og ambitioner og beskrev mødet som en oplevelse, hun vil tage med sig og dele med sine egne børn. “Krisecentret var som et hjerterum, og man mærkede omsorgen og håbet fra ildsjælene på stedet,” udtalte hun til Kristeligt Dagblad, som fulgte hende på rejsen.
Vi i EXIST er dybt taknemmelige for den opmærksomhed og støtte, som besøget har givet vores arbejde. Tak til H.M. Dronningen for at lytte og vise empati – og til Danmarks ambassadør i Nigeria, Jens Ole Bach Hansen, for at facilitere besøget.
I forbindelse med besøget har journalist Asta Klosterskov Handberg skrevet en artikel for CKU, som du kan læse her: https://cku.dk/2025/07/dronning-mary-moedte-overlevere-af-menneskehandel/