EXIST søger studentermedhjælper til kommunikation, marketing og sociale medier

Vil du være en del af en lille organisation med store ambitioner om at stoppe menneskehandel? Har du nemt ved at vinde menneskers tillid og er god til at fortælle autentiske historier via billeder, lyd og tekst på en fængende og inkluderende måde? Har du stor interesse for sociale medier og flair for IT? Så er du måske vores nye studentermedhjælper!

EXIST er en lille organisation der arbejder aktivt på at forhindre og bekæmpe menneskehandel – et omfattende globalt problem. Denne form for kriminalitet udgør en alvorlig overtrædelse af basale menneskerettigheder og er en grov krænkelse af den enkeltes ret til at bestemme over egen krop og eget liv. Det er EXIST sat i verden for at ændre.

Vi arbejder i Danmark og Nigeria indenfor tre indsatsområder: Oplysning og forebyggelse; Rehabilitering og reintegration; Kompetenceudvikling og kapacitetsopbygning.

EXIST er i god udvikling og har behov for at fortælle de gode historier og at invitere flere medlemmer, månedlige støtter og frivillige med i arbejdet. Derfor har vi brug for dig!

Du vil indgå i et lille team bestående af den daglig leder og dig samt en større gruppe af frivillige, der bidrager til EXISTs kommunikation på sociale medier. Dine opgaver vil bl.a. være:

  • Indsamling og formidling af data, information og personlige historier
  • Planlægning, opdatering og udvikling af EXISTs SoMe kanaler herunder udvikling og gennemførelse af stærke kampagner
  • Løbende opdatering og videreudvikling af hjemmesiden
  • Ad hoc opgaver

Det er ikke så vigtigt, hvilket studie du er i gang med. Men det er vigtigt at du er: 

  • Selvkørende og kan følge opgaver til dørs på egen hånd
  • God til at dele dine egne kreative ideer og samtidig elsker at sætte andres ideer og viden i spil
  • Nysgerrig og god til at opsøge nyt men samtidig realistisk med hvad der er muligt
  • God til at samarbejde med en bred vifte af interessenter

Vi kan tilbyde 140 kr. i timen, 8 timer om ugen – plus stor frihed og ansvar!

Der er 3 måneders prøveperiode.

Har du spørgsmål er du velkommen til at ringe til Karin Kjærgaard, daglig leder af EXIST, på mobil nr. 4014 3435.

Du ansøger ved at sende os en mail, en video eller en brevdue, så snart du kan og senest den 10. december 2023! Husk også at sende dit CV sammen med din ansøgning til: kk@EXIST-ngo.org

Vi holder løbende samtaler og håber at du kan starte så snart så muligt.

Læs mere om vores arbejde på: www.EXIST-ngo.org