Vil du være med til at gå imod menneskehandel?

Vil du være med på et passioneret team af cirka 30 kvinder, som giver nogle timer om måneden for at gå imod menneskehandel? Som frivillig i Night Light Café er du med til at gøre en indsats for kvinder i prostitution på Vesterbros gader. Opgaven består i at være sammen med kvinderne, som de nu har lyst til. Det kan for eksempel være at spille et spil, lave smykker, snakke eller tilbyde en kop te.

Vi mødes onsdage kl. 02:30 og går hjem ved 06-tiden. Som frivillig har du mindst én vagt hver tredje uge, og du deltager i 4-5 frivillighedsmøder om året.Hvis du vil høre mere om at være frivillig i natcaféen, er du meget velkommen til vores næste introduktionsmøde, som er mandag d. 28. maj kl. 16-17 i Eliaskirkens krypt på Vesterbro Torv. De eneste krav er, at du er kvinde og minimum 18 år. Kontakt Karin Kjærgaard for yderligere spørgsmål.

Hvad møder vi kvinderne med?

Caféen er etableret for at møde nigerianske kvinder med værdighed, næstekærlighed og omsorg. Vi ønsker at sprede lys og håb netop der, hvor det kan være svært at få øje på.
I natcaféen mødes vi ”kvinde til kvinde”. Vi skaber et frirum, hvor der er plads til bare ”at være”. Nogen vælger at sidde for sig selv, nogle snakker med hinanden og de fleste får en snak med én eller flere af de frivillige. Først og fremmest møder vi kvinderne i et fristed, de ikke kender i deres hverdag. Et fristed, hvor kvinderne kan deltage på deres egne betingelser.  Vi møder kvinderne i gadebilledet, hvor vi tilbyder dem noget varmt at drikke og inviterer dem ned i caféen til et helle fra gaden, tilbyder mad og drikke, samt en snak og en bøn.

Hvorfor gør vi det?

Night Light Café er til for at hjælpe en gruppe kvinder, som er fanget i dette forfærdende miljø. Kvinder som nat efter nat sælger sig selv som en vare. Kvinder som måske ikke fysisk lever indespærret, men psykisk er fanget bag bagmændenes trusler, familiens krav og en nedbrudt identitet.