Nye praktikanter

EXIST har fået 6 nye praktikanter, der skal hjælpe os i kampen mod menneskehandel. De vil hjælpe os med at sætte fokus på problemet og vores organisation ved blandt andet at stå på gaden fra i dag mellem 15-17 og alle hverdage de næste uger frem. Følg vores fremskridt på Instagram og via vores nyhedsbrev.

Her kan du læse mere om hvem de er, og hvorfor de har valgt at bidrage til vores arbejde.

Laura

“Jeg hedder Laura og jeg er frivillig i EXIST fordi det er en fed måde at gøre en forskel. Dette er både på et meget lokalt plan, men også i vores internationale samfund. For mig er det vigtigt, at disse kvinder føler sig set og hørt samt at de mødes med kærlighed og ligeværdighed. På lige præcis denne måde kan jeg gøre en stor forskel for dem, håber jeg..”

Patrick

“Jeg har valgt at være frivillig hos EXIST fordi det er en sag som ikke får så meget opmærksomhed, og det er derfor en fed måde at gøre en forskel på. Det, at man kan hjælpe andre ved at møde dem i øjenhøjde, giver en klar følelse af at man virkelig får hjulpet de her mennesker mod en bedre tilværelse.”

Mathias

“Mit navn er Mathias Bølstad og jeg er 26 år gammel. Jeg studerer Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole og er på nuværende tidspunkt i praktik hos EXIST – en NGO med et helhedsorienteret fokus på nigerianske kvinder og menneskehandel. Ofre for menneskehandel er en gruppe meget udsatte mennesker i Danmark, som de færreste kender til, og det synes jeg er et stort problem. I min tid som praktikant hos EXIST ønsker jeg at tage problematikken op til debat og aftabuisere dilemmaet. Derudover vil jeg give ofrene for menneskehandel en håndsrækning i Night Light Caféen.”

Lars

“Som frivillig hos EXIST er man med til at gøre en forskel for mennesker der befinder sig i en svær situation. De kvinder vi møder i vores arbejde lever et hårdt liv i en verden, hvor de konstant skal være på vagt. Hos EXIST har kvinderne mulighed for at få et frirum, et lille åndehul så at sige, hvor de kan føle sig trygge og få en lille pause. Håbet er jo at kunne hjælpe de her kvinder til en dag at kunne leve et andet liv.”

Lasse

“Mit navn er Lasse. Jeg har søgt stillingen som praktikant hos EXIST, da jeg har aspirationer om at arbejde med humanitært arbejde inden for NGO verdenen, og ser EXIST som en ideel mulighed for at tilegne mig erfaring og kompetencer inden for tværkulturelt humanitært arbejde. Organisationen arbejder med en nobel sag, hvor der en en klar mission om at forbedre levevilkårene for nogle af verdens mest udsatte mennesker, hvilket er den primære årsag til jeg er her i dag. Ydermere er kampen mod menneskehandel en kamp der ikke får den store eksponering i medierne, ligesom sagen er meget kompleks. Dette gør udfordringen stor og kræver meget af de spillere der er på banen. Dette er altså en mulighed for at indgå i et stærkt fællesskab der forsøger at kæmpe for menneskerettigheder.”

Sandra

“Mit navn er Sandra. Jeg er 23 år og bor i Roskilde. EXIST giver muligheden for at indgå i et stærkt fællesskab, hvor der er plads til diversitet. Gennem EXIST kan jeg hjælpe andre mennesker til at få et bedre liv ude af prostitution, derfor er man som frivillig en vigtig brik i puslespillet, da man er forkæmper for et emne som ofte glemmes i samfundsdebatten.”