SAFEHOUSE-aktie projektet har til formål at støtte nigerianske kvinder i at vende tilbage til livet med identitet, værdighed, job og selvforsørgelse.
Sådan begyndte det:
”Jeg har mødt Joy. Hun er en nigeriansk kvinde på 25 år, som er offer for menneskehandel. Hun arbejder som prostitueret, alle dage, mest om natten. Det er en ensom og tabubelagt beskæftigelse, som hun skjuler for familien – og det er et plagsomt liv, hun bider i sig. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvilket liv har hun? Hvilken fremtid? Og hvilket værd har hun sat på sig selv? Jeg tænker, at hun må have drømme og forventninger til livet ligesom mig, men hvilke muligheder har hun?” Karin Kjærgaard, EXIST.
Joy skal have en fremtid!
Vi med ressourcer kan give hende det skub i ryggen, der skal til. Tænk, om vi sammen kan tilbyde kvinder som Joy trygge fællesskaber, hvor talent, potentiale og drømme kan få afsæt. Tænk, om vi kan bidrage til at skabe morgendagens ”ambassadører” i indsatsen mod menneskehandel. Selvstændige kvinder, der kan inspirere andre – og som også kan tage vare på andre.
Ved køb af en SAFEHOUSE-aktie bliver du investor i indsatsen mod menneskehandel og støtter safehouses*) med at hjælpe kvinder ud af prostitution – til et liv med identitet, værdighed, job og selvforsørgelse.
*) Et safehouse er et trygt hjem for kvinder, der har valgt at lægge et liv i prostitution bag sig.
Helt konkret støtter du på disse 3 områder:
- 37 kvinder bliver rehabiliteret,
- 9 medarbejdere bliver opkvalificeret,
- 3 safehouses bliver renoveret.
Navnene på de 3 safehouses er:
- Daughters of Abraham, Abuja.
- Greater Love Lighthouse, Abuja.
- Galilee Foundation, Ibadan.